Hvad er det rigtige fodtøj, vandrestøvler eller vandresko?Hvad skal jeg vælge?

Det bliver jeg ofte spurgt om, hvad der er bedst, og hvad vil jeg anbefale? Jeg er meget forsigtig med at anbefale noget som helst. Andet end det er super vigtig at have det rette fodtøj på. En sko som ikke sidder perfekt kan ødelægge din tur, og i værste fald give dig skader. En type fodtøj, der fungerer for mig, fungerer måske slet ikke for dig, derfor jeg er meget forsigtig med at anbefale noget specifikt fodtøj - med en lille undtagelse…
Mit mål med mit grej og tøj er komfort, enkelhed og vægt. Sko er lettere end støvler, derfor bruger jeg sko. Min rygsæk er ikke stor og tung, derfor kan jeg bruge sko. Jeg holder mig i form og kan derfor klare terrænet i sko. Jeg ønsker at “rejse” let, derfor bruger jeg sko.
Jeg bruger trail runner sko, de sidder som en løbesko, de er lette og har en sål, som bider godt fast i terrænet. De er luftige og tørrer meget hurtig, hvis de er blevet våde.
Har læst at et kilo mer-vægt på fødderne svarer til at bære fem kilo ekstra på ryggen. Om det lige præcis passer ved jeg ikke, men det er værd at tænke over.
Mine foretrukne vandresko (trail runner) vejer 298 gram pr. sko og mine vandrestøvler vejer 640 gram pr. støvle, der er en mærkbar forskel.
Støvler er egnet til stenet og meget ujævnt terræn, hvor man har en stor og tung rygsæk på ryggen. Det scenarie er jeg meget sjældent i. Men jeg vil ikke råde eller anbefale noget, hvis du er glad eller har behov for den støtte, som en støvle kan give, så er det jo det du skal.
Flere af mine venner, som jeg tager på vandreture med, har udskiftet deres klassiske vandrestøvler til mere lette og sports lignende sko. På trods af gamle skader i knæ og fødder, har de været glade for deres skift til lettere sko.


Der er mange gode hjemmesider, der fint beskriver, hvilken typer vandre fodtøj der findes, hvilke materialer og fordele og ulemper de forskellige materialer giver.
Læs f.eks mere her på spejdersports hjemmeside.
En hjemmeside anbefaler, at du tager ned og søger råd og vejledning i en outdoor butik. Jeg vil dog på det kraftigeste anbefale dig, at du gør et grundigt stykke hjemmearbejde, inden du besøger en outdoor butik.
Tag at kigge på dine sko hjemme i skabet, hvilken sko er du særligt glade for. Sko der sidder godt, sko som er gode at gå i. Hvorfor ikke bruge, hvad du ved fungere godt? Så har du et fint udgangspunkt til at finde mere specifikt vandre fodtøj, inden du besøger en outdoor butik.
De sko, jeg vandrer i, er ikke så forskellige fra mine hverdagssko. Jeg mærker ikke den store forskel, jeg går i nogle sko, som mine fødder kender
Jeg har vandrestøvler, og dem bruger jeg typisk i de kolde måneder, hvor jeg forventer meget våde og mudrede stier. Mine vandrestøvler har en vandtæt membran, der også er åndbar. Jeg oplever ikke åndbarheden fungerer ret godt, hvilket resulterer i svedige og våde fødder og strømper. På kolde og våde dage, hvor jeg typisk bruger mine støvler, får jeg nemt våde fødder, som hurtigt bliver til kolde fødder.
Så med den lille tilføjelse, jeg vil godt anbefale strømper, som vigtigt tilbehør. Den rette strømpe kan forhindre vabler. Den rette strømpe vil holde dine fødder tørre og varme, selv på våde og kolde dage.
Har du endnu ikke prøvet strømper fremstillet af merino uld? Så har du noget ganske særligt i vente. For jeg kan kun anbefale merino uld strømper. Alle uldens gode egenskaber får du glæde af, de føles ikke våde, når de rent faktisk er våde. De holder dine fødder tempereret, både varme, men kan også virke afkølende på de varme dage og uld kommer ikke så nemt til at lugte grimt.
Jeg har prøvet forskellige fabrikanter, men ingen kan måle sig med strømper fra firmaet Darn Tough, der lever 100% op til sit navn, ved at være Tough. Jeg har slidt huller i mange par strømper, strømper der efter flere vask er blevet hårde og stive, men ikke Darn Tough. De er lidt dyre, men i særklasse gode og jeg er ikke sponsoreret af Darn Tough
Strømper findes i forskellige tykkelser, hvor en tynd løbestrømpe er velegnet til en sommer tur og en kraftigere strømpe, når det bliver køligere, alle i uld.
Husk at have et par skifte strømper med. Jeg har typisk to par strømper med på vandretur, et par på, og et par nede i rygsækken. Dem i rygsækken bruger jeg på dag 2, hvor strømperne fra dag 1 hænger til luftning på ydersiden af min rygsæk.
Hvad er undrer mig er det meget ensartede udvalg, der er at finde i de danske outdoor butikker. Nok forskellige fabrikanter og farver, men klassiske vandrestøvler og sko.
Der er intet galt med klassiske vandrestøvler eller sko, men der findes alternativer, der ikke rigtigt er at finde i de fysiske butikker.