Søg

Raslången Rundt - Og en Bro.


Skolerne er startet, og sommerferien er slut for de fleste. Så en tur til det svenske nu, hvor myldretiden på skovstierne nok er stilnet lidt af.

Vi kørte over mod Immeln, der nok er mest kendt for kano sejlads. Tager man lidt længere mod øst, kommer søerne Raslången og Halen, hvor der er gode mulighed for nogle super ture rundt.

Fredag eftermiddag nåede at blive aften, før vi forlod bilen på p-pladsen ved Sågmöllenvägen og gik nordpå ind i skoven. En hyggelig aften med bål og madlavning, blev til en stille morgen med sol opgang på lejrpladsen ved Björna-sundet.

Vest om Filkesjön holdt vi frokostpause ved Brotorpet, og derefter gik turen så op over Tuesjön, ned forbi St. Kroksjön og så stik syd ned mod lejrpladsen i bunden Blankaviken. En super lejrplads med en fantastisk udsigt, både om aftenen og om morgen.

Da aftensmaden var spist, var det tid til en tur i den gode sags tjeneste.


Spørgsmålet om - broen.


Gillesjön løber ud i den nordlige ende af Raslången, her er en bro. I hvertfald på flere topografiske landkort er der indtegnet en bro. Besøger man hjemmesiden sydsverige.dk, beskriver de, hvordan man måske kan komme over, da der ligger nogle telefonpæle og at turen ikke er for børn. Sidst jeg var i område, spurgte en mand mig, om jeg vidste noget om den bro.

Nu ville jeg undersøge, om broen rent faktisk var der, og i hvilken stand den er i. Med en topo gps app på min iPhone, skulle jeg nok finde den bro.


Datoen for denne vigtige ekspedition var d. 22. aug. 2020 kl:19.30


Allerede ude fra vejen var stien ikke særlig tydelig, altså en ikke særligt benyttet sti. Stien støder op til en lille vendeplads for biler, og her ophørte stien. Vi fandt, hvad der nok var et dyreveksel, og med hjælp fra app’en på iPhone kravlede og hoppede vi henover væltede træer, klipper og intet der kunne minde om en sti og godt svedige nåede vi til målet - broen.

Den gamle bro er væltet, hvilket det ser ud til, at den har været i mange år. 50 meter derfra er den omtalte telefonpælsbro, som man måske kan bruge til at komme over på den anden side. Pælene er temmelig rådne og møre, og jeg havde ikke meget lyst til at træde ud på dem. Så nej, broerne er ikke for børn, eller andre.

Stien til og fra broerne er, som tidligere nævnt ikke eksisterende, og absolut ikke for børn, begyndere eller nogen som helst andre.

Den omvej man må tage for at undgå besværlighederne ved telefonpælsbroen, er på 2 km, og er nem og ligetil og jeg vil råde til denne korte omvej. Der oveni købet så også er en flot tur, særligt flot er turen langs Kroksjön.

Tidligt søndag morgen, med solen bagende ned på klipperne, blev morgenkaffen og morgenmaden nydt. Vi blev enige om at tage en ekstra kop og nyde denne herlige morgen lidt længere, før vi pakkede sammen og bevægede os øst om Blankaviken og ned til Alltidshults skola. Ind igennem skoven, hvor det går opad i seje stigninger og nedad igen af mindre, små smalle og hyggelige skovstier. Stierne og skoven ændrer sig meget på dette sidste stykke af ruten, før vi var tilbage ved p-pladsen ved Sågmöllen.



Raslången rundt er bare én af mange flotte ruter oppe i området ved Immeln.

Inden turen havde jeg naturligvis testet og kontrolleret alt mit udstyr. Overvejet og genovervejet alt, men alligevel kom jeg afsted med for meget tøj, som jeg ikke fik brugt. Værre endnu, så holdt mit liggeunderlag ikke tæt, og jeg fik glæde af den svenske klippegrund, som kan nævnes er temmelig hård at ligge på.

Jeg fik også for første gang mulighed for at prøve Katadyn Befree vandfilter, der både er nemt og meget hurtigt at bruge - Følg med her på NiceGrej, More to come.




389 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle